Alexander Rahnami Mannstaedt

Filminstruktør

BIOGRAFI

Alexander Rahnami Mannstaedt er opvokset i Værløse. Som barn var det altid godnathistorierne, der var dagens højdepunkt. Det var nemlig det eneste tidspunkt, hvor alle de svære ting fra hverdagen ikke eksisterede. I takt med, han blev ældre, begyndte Alexander selv at finde på historier. Han fulgte aldrig med i skolen og brugte sin fritid på at lege i universer, han selv opfandt. Alexander fik i 2010 en rolle i “Himmelweg” på Det Kongelige Teater, dette var hans første introduktion til film og teater. Det var her, han opdagede, at de historier og universer, der eksisterede oppe i hans eget hoved, også kunne blive virkelige for andre. Derfor startede Alexander efter gymnasiet med at skrive sine historier ned for at lave dem til små film. Hans mål var at vise sine universer og historier i håb om, at de kunne gøre for andre, hvad godnathistorier gjorde for ham. 

Alexanders debutkortfilm “En tjeneste” vandt bedste instruktør og bedste mandlige hovedrolle ved Thunderdance i Cannes, samt bedste debut og bedste first time filmmaker på henholdsvis Cinalfama Lisbon International Film Awards og Aphrodite Film Awards. 

Udover film har Alexander udgivet to digtsamlinger, været frivillig i Red Barnet Ungdom, startet en slåskamp på en pub i Skotland og onaneret ud over et sort lærred til hans billedkunsteksamen i gymnasiet.