Mikkel Bjerringgaard Carlsson

Manuskriptforfatter

BIOGRAFI

Mikkel er vokset op i en lille landsby i Sønderjylland, hvor alt var trygt og forudsigeligt på overfladen. Måske derfor er han som forfatter voldsomt tiltrukket af vanviddet – det uforudsigelige og det underbevidste. Han er fundamentalt optaget af de vigtige valg, som former et menneske, og hans tekster, som gerne er sorthumoristiske, kredser ofte om skæve eksistenser og skrøbelige individer. Der er mange veje til det kreative resultat, men han arbejder ofte med udgangspunkt i research, improvisation og dogmer.

Mikkel har en baggrund som skuespiller og scenedramatiker i det københavnske vækstlagsmiljø, hvor han bl.a. har været medstifter af et kunstnerisk kollektiv og en undergrundsfestival. Han er uddannet ved Medievidenskab og Manuskriptudvikling ved SDU, og det var bl.a. via et praktikophold i et produktionsselskab, at han for alvor fik lyst til at udtrykke sig gennem filmmediet. I dag læser han en kandidat i Retorik, når han ikke laver film, tv-satire, standup eller historier til børn.