Astrid Gott

Filmproducer

BIOGRAFI

Astrid er filmproducer med kreativitet i højsædet. Hun ønsker altid at rykke på grænserne for filmproduktionen, hvorfor hendes motto lyder: Hvis man er i tvivl om, at det kan blive vildere, så er det ikke vildt nok.

Denne tilgang har hun højst sandsynligvis erhvervet sig, da hun efter gymnasiet pakkede en kuffert og flyttede til Paris uden planer. Hun fandt sig hurtigt en lejlighed med to franske DJ’s, som i dag bærer æren af at have givet hende det parisiske sprog samt en dyb kærlighed for elektronisk musik og franske kunstfilm. Paris, og alt hvad det har givet hende, er som tatoveret på hende, og det holder på hende som en forfærdelig forelskelse, som aldrig vil give slip. Hun har lovet at vende tilbage, så det er blot et spørgsmål om tid.

Det har altid ligget i kortene, at hun skulle være filmproducer, da dette er den perfekte kombination af kreativitet og projektledelse. Siden gymnasiet har hun arbejdet i filmbranchen, hvor hun i tidens løb har afprøvet alle branchens muligheder lige fra idéudvikling til klipning. Siden 2016 har hun arbejdet som produktionsleder, producerassistent, caster og produktionskoordinator for at få alt den erfaring, som hun kunne suge til sig. Hun har både produceret for større og mindre produktionsselskaber, hvorefter hun i 2019 startede sit eget firma, hvor hun arbejdede som freelance producer med hjælp fra hendes veletablerede netværk i Aarhus.

Efter et år som selvstændig, og med en bachelorgrad i Medievidenskab fra Aarhus Universitet i baglommen, arbejder hun nu som producer hos GotFat Productions, hvor hun både arbejder med kommercielle og fiktionsprojekter.